Biografi - Biography

Lendmann.
Død før 925.

    Brynjulf Bjørnsson bodde på Aurland i Sogn. Han var en av de fornemste lendmennene.
  «En lendmann var i Norge i vikingtiden og middelalderen de mennene som hadde fått jordegods av kongen mot å verne landefreden og å administrere et område på vegne av kongen der». (Store norske leksikon).. 1

"

    Fra P. A. Munch (1810-63): «Det norske Folks Historie» – Første Deel, 1:ste Bind (- 961).
    Avsnitt 29: «Egil Skallagrimssøns første Bedrifter i Norge» (side 594):
  «Rejsen til Norge gik heldigt. De landede ved Hørdaland, og begave sig strax til Sogn, hvor Thorolf erfarede at Brynjulf var død, og at hans Søn Thord havde faaet Aurland og var bleven Kongens Lendermand, medens Bjørn havde faaet en anden stor Ejendom, og ikke var traadt i Kongens Tjeneste, hvorfor man kaldte ham Bjørn Hauld.» 2

    Fra islandske «Egils saga» (eller «Egil Skallagrimssons saga».
    Sagaen, skrevet på 1200-tallet av en anonym forfatter, handler om livsløpet til hovedpersonen Egil Skallagrimsson og ætten hans, som levde en gang på 900-tallet. I tillegg beskrives en rekke andre personer, som enten er i slekt med ham eller som han møter i strid eller vennskap (her oversatt fra islandsk via engelsk).
    Kapittel 32: «Om Brynjolf Herse og hans Søn Bjørn.»
  «Paa Ørland i Sogn boede der en Herse ved Navn Bjørn. Hans Søn Brynjolf tog Arv efter ham og havde to Sønner, Bjørn og Thord, der endnu var unge. Bjørn var en dygtig Sømand, der snart drog i Viking, snart i Købfærd, og overhovedet var en anselig Mand. Engang var han til et stort Gilde i Fjordene, og saa der en fager Mø, som huede ham meget. Han spurgte sig for om hendes Slægt og hørte, at hun var en Søster til Hersen Thorer Roaldsen, hed Thora og kaldtes Ladhaand. Bjørn bejlede til hende; men Broderen Thorer afslog det. Imidlertid forsynede Bjørn sig med Folk, drog om Høsten paa en Skude til Fjordene paa en Tid, da Thorer ikke var hjemme, førte Thora bort med sig og hjem til Ørland. Der blev de om Vinteren, og Bjørn vilde holde Bryllup med hende. Men Faderen Brynjolf misbilligede meget Bjørns Daad og fandt den usømmelig, da der imellem Thorer og ham i saa lang Tid havde hersket Venskab. "Derfor, Bjørn," sagde Brynjolf, "skal du ikke hos mig holde Bryllup med Thora uden hendes Broder Thorers Tilladelse, men hun skal blive saa vel behandlet, som om hun var min Datter og din Søster." Og alting maatte være i Brynjolfs Hus, som han vilde have det, hvad enten Bjørn syntes godt eller ilde derom. Brynjolf sendte desuden Mænd til Thorer, for at tilbyde ham Forlig og Erstatning for Bjørns Færd; men Thorer krævede, at Bjørn skulde sende Thora hjem; uden det vilde intet Forlig kunne tilvejebringes. Men Bjørn vilde paa ingen Maade lade hende fare, skønt Brynjolf trængte derpaa. Saaledes led Vinteren. Ved Begyndelsen af Foraaret talte Brynjolf og Bjørn en Dag om deres Sager, og den første spurgte den anden, hvad han nu vilde tage sig for. Bjørn sagde, at han vilde forlade Landet, og havde mest Lyst til, naar Faderen vilde give ham et Langskib, at drage i Viking. Men Brynjolf frygtede for, at han vilde volde endnu mere Forstyrrelse, og lovede ham et Købmandsskib med Varer, for at han kunde sejle til Dublin, hvorhen mange den Gang sejlede. Bjørn viste sig fornøjet hermed, og alting beredtes til hans Rejse. Men da han nu var færdig, og der blæste en god Bør, gik han om Bord med tolv Mand, roede ind til Ørland, og gik op til Gaarden, og hen til hans Moders Kvindestue. Hun sad derinde med mange Kvinder tilligemed Thora. Bjørn sagde, at Thora skulde drage med ham, og de førte hende bort; men hans Moder forbød Kvinderne strengelig at sige et Ord derom inde i Huset; thi fik Brynjolf det at vide, vilde han blive meget forbitret, og der vilde rejse sig stor Tvist imellem Fader og Søn. Thoras Klæder og Kostbarheder var alle lagte til Rede, og alt dette tog Bjørn og hans Folk med sig. Om Natten roede de ud til Skibet, satte Sejl til, og sejlede ud ad Sognsø, og saa til Havs. De maatte kæmpe med Modvind og Søgang, og tumlede længe om paa Havet, thi de havde fast besluttet at holde sig saa langt fra Norge, som muligt. Endelig blev de under en Storm drevne til den østlige Side af Hjaltland, hvor Skibet tog Skade, da de landede ved Mosø. Her lossede de, bar Ladningen op til den derværende Borg, trak Skibet op, og satte det i Stand.»
  «33. Bjørn drager til Island.
    Noget før Vinteren kom der et Skib til Hjaltland fra Orkenøerne, og bragte den Tidende, at der om Høsten var kommet et Langskib til Øerne med Kong Haralds Sendebud; de bragte Sigurd Jarl Kongens Befaling, at lade Bjørn Brynjolfsen dræbe, hvor han fandtes; og lignende Budskab var sendt til Syderøerne, ja lige til Dublin. Bjørn fik baade dette at vide, og at han var gjort landflygtig fra Norge. Straks da de var komne til Hjaltland, havde han holdt Bryllup med Thora; og de sad om Vinteren paa Mosøborg. Men straks om Foraaret, da Havet begyndte at lægge sig, satte han sit Skib ud, og gjorde sig færdig til Afrejsen, for at sejle til Island. De kom til den sydlige Side af Landet, men blev atter drevne ud i Søen. Ingen af dem, der var om Bord, havde før været paa Island. Endelig kom de ind i en Fjord og traf der paa et Næs, hvor der laa en Ø udenfor; der var et dybt Sund imellem Øen og Næsset. Her fæstede de Skibet. Der gik en Vig op vest for Næsset, og ved Vigen laa en stor Borg. Bjørn gik med nogle Mænd paa en Baad, og befalede dem at tie med alt om deres Rejse, som kunde volde dem Fortræd. De roede til Gaarden, gav sig i Samtale med nogle Mænd, og fik da at vide, at Stedet hed Borgefjord, Gaarden Borg, og Bonden Skallagrim. Bjørn kendte straks hans Navn og gik hen til ham. Skallagrim spurgte, hvem de var. Bjørn nævnte sig og sin Fader. Denne kendte Skallagrim godt og tilbød Bjørn alt hvad han behøvede, hvorfor denne takkede. Da spurgte Skallagrim, hvilke flere anselige Mænd der var paa Skibet. Bjørn sagde, at Thora Roaldsdatter var der, Søster til Thorer Herse. Derover blev Skallagrim meget glad og sagde, at det var en selvfølgelig Ting, at han viste sin Fostbroder Thorers Søster al den Forekommenhed og Hjælp, han kunde; hvorpaa han indbød baade Bjørn og hende til sig med alle deres Skibsfolk. Bjørn tog med Tak derimod; Ladningen blev bragt fra Skibet op i Tunet ved Borgen, hvor de rejste deres Boder, og Skibet ført op i en derværende Aa. Bjørn og alle hans Skibsfolk levede som Gæster hos Skallagrim, der aldrig havde færre Mænd hos sig end tresindstyve kampdygtige Karle.»
  «34. Om Skallagrim og Bjørn.
    Om Høsten, da der var kommet Skibe fra Norge til Island, bredte det Rygte sig, at Bjørn var løbet bort med Thora mod hendes Frænders Raad, og at Kongen havde gjort ham landflygtig fra Norge. Da dette kom Skallagrim for Øre, kaldte han Bjørn til sig og spurgte ham, hvorledes det var gaaet til med hans Giftermaal, og om det var sket med Frænders Raad. "Jeg havde ikke ventet mig," sagde han, "af Brynjolfs Søn, at du vilde skjule Sandheden for mig." Bjørn svarede: "Hvad jeg har sagt dig er sandt, Grim! men du maa ikke bebrejde mig, at jeg ikke har sagt mere, end du spurgte om; jeg skal nu vedgaa hvad sandt er: Rygtet har ikke løjet, og Giftermaalet skete ikke med Broderens Samtykke." Da blev Skallagrim meget vred, og sagde: "Hvor turde du da være saa djærv at komme hid til mig? Vidste du ikke, hvor nøje Venskab der fandt Sted mellem mig og Thorer?" Bjørn svarede: "Vel vidste jeg, at der mellem Eder herskede Fostbrødrelag og fortroligt Venskab; men jeg er kommen til dig, fordi jeg blev dreven her til Lands, og fordi jeg vidste, det ikke kunde nytte at undgaa dig. Det være nu dig overladt at bestemme min Lod; men jeg venter mig ikke uden godt af dig, thi jeg er din Hjemmemand." Nu kom Skallagrims Søn Thorolf til, og søgte at bevæge sin Fader til ikke at regne Bjørn dette til onde, siden han nu dog engang havde taget imod ham. Mange andre forenede deres Bønner med hans, saa Skallagrim endelig lod sig berolige og sagde, at Thorolf fik da at raade. "Tag du mod Bjørn!" sagde han, "og vis dig imod ham, saa du kan have Ære deraf!"».
  «35. Thorolfs Udenlandsfærd.
    Thora fødte om Sommeren et Barn; det var en Pige, som blev vandøst og fik Navnet Asgerd. Bera satte en Kvinde til at passe Barnet. Bjørn og alle hans Skibsfolk blev om Vinteren hos Skallagrim, hvor da Thorolf indgik Venskab med ham, og næsten altid var i hans Selskab, og da Vinteren kom, gik Thorolf engang til sin Fader, og spurgte, hvad Raad han havde udtænkt for sin Vintergæst Bjørn, og hvorledes han vilde sørge for hans Bedste. Grim spurgte, hvad Bjørn agtede at foretage sig. "Jeg tror," svarede Thorolf, "at han helst vilde drage til Norge, naar han kunde leve der i Fred; og jeg syntes, Fader, at du vel kunde sende nogle Mænd til Norge og byde Forlig paa hans Vegne; Thorer vil sikkert lægge megen Vægt paa dine Ord." Og saa længe blev Thorolf ved med sine Bønner, til Skallagrim gav efter, og fik nogle Mænd til om Sommeren med Budskab og Jærtegn at drage til Thorer Roaldsen, for at stifte Forlig imellem ham og Bjørn. Saasnart Brynjolf fik dette at vide, gjorde ogsaa han paa sin Side sig al Umage; og Thorer, der indsaa, at Bjørn nu ikke havde noget at frygte, tilstod ham endelig Forliget. Skallagrims Sendemænd blev om Vinteren hos Thorer, vendte først næste Sommer tilbage, og bragte om Høsten Efterretning om Forliget. Bjørn var den tredje Vinter hos Skallagrim; men næste Foraar beredte han sig med sit Følge til Bortrejse. Da han nu var færdig, sagde Bera, at hun vilde beholde sin Fosterdatter Asgerd hos sig, og det Tilbud modtog Forældrene, saa Pigebarnet blev tilbage og fødtes op hos Skallagrim. Dennes Søn Thorolf besluttede at følge med Bjørn, og fik det nødvendige til Rejsen af sin Fader. De sejlede ud om Sommeren, og kom lykkelig og vel til Sogn, hvor Bjørn sejlede ind i Fjorden og drog saa til sin Fader. Thorolf fulgte med ham, og Brynjolf tog glad mod dem begge. Derefter blev der sendt Bud til Thorer Roaldsen, og et Møde blev aftalt mellem ham og Brynjolf, til hvilket Bjørn ogsaa indfandt sig. De indgik Forlig med hinanden, og Thorer udredte alt det Gods, som Thora havde staaende i hans Gaard; hvorpaa Thorer og Bjørn bekræftede deres Venskab og Svogerskab. Bjørn var nu hjemme paa Ørland hos sin Fader, og Thorolf levede som en Gæsteven afholdt af dem begge.»

    Det må gjøres oppmerksom på at "Egils saga" oppfattes som uklar og tvilsom av såvel dansk som norsk biografisk leksikon. 3